Inspireret af billedkunstner Karin Hermansen
Nogle mennesker kommer ind i ens liv og efterlader et aftryk, som man tager med sig videre. For mig er en af dem min veninde, billedkunstneren Karin Hermansen.
Jeg lærte Karin at kende, da hun i sin tid trådte ind i min frisørsalon i Haverslev, som kunde. Allerede fra starten mærkede vi en stærk kemi, – vi havde så mange fælles interesser: maleri, keramik, syning og ikke mindst glæden ved haven.
Karin har gennem et langt og spændende liv udlevet mange af sine drømme. Hun har haft modet til at leve som professionel billedkunstner, og hendes rejse har været fyldt med både udfordringer og store oplevelser. Netop det mod, den livsglæde og evnen til at gå efter sine drømme, er noget, der har inspireret mig dybt til at turde springe ud på dybt vand.
Vores mange hyggelige sammenkomster har været både berigende og inspirerende. Det er faktisk i høj grad Karins fortjeneste, at jeg selv fandt modet til at samle penslerne op igen efter en længere pause, hvor hverdagen som enlig mor og selvstændig frisør tog det meste af min energi.
Det, jeg beundrer mest ved Karin, er hendes indstilling til livet. Hun er en livsglad, moden kvinde med ben i næsen. Hun tager ikke tingene for højtideligt, men hun går heller aldrig på kompromis med sine værdier, – hun lader sig ikke styre af andres meninger; dem kan de da bare ha´for sig selv. Hun har lært mig, at maleprocessen ikke behøver at være perfekt. At man bare kan prøve sig frem, lege, eksperimentere og så se, hvad der sker. Den frihed har givet mig en ny glæde i mit eget maleri.
Hvis du har lyst til at lade dig inspirere af Karin, kan jeg varmt anbefale at følge hende på Facebook og Instagram, og ikke mindst besøge hendes hjemmeside, hvor hun har mange af sine smukke værker til salg: www.proart.dk
Stort TAK til Karin Hermansen, og hermed et ønske til alle, at de må have en eller flere kaffesøstre/brødre, at dele både stort og småt med.